Behandling af tandlægeangst

Tandlægeskræk er en gængs betegnelse for at være bange for at gå til tandlægen. Det er ikke den helt rigtige betegnelse, for det er jo ikke tandlægen man er bange for, men det der skal ske - instrumenterne, lydene og lugtene.

Angst for tandbehandling er ofte forbundet med en tidligere smerteoplevelse. Det er som regel sådan at jo mere bange man er, jo kraftigere opleves smerten - og jo sværere kan det være for tandlægen at få en bedøvelse til at virke.

Er denne tilstand så udtalt at man slet ikke går til tandlæge, kaldes tilstanden odontofobi.

Angst for tandbehandling kan afhjælpes, men det er vigtigt at du ønsker at modtage hjælpen og at vi som tandlæger er i stand til at hjælpe dig

Det er en rigtig god ide at vælge en tandlæge du har tiltro til og som har forstand på behandling af mennesker med angst for tandbehandling. Du skal fortælle hvorfor du er bange og hvad du er bange for.

Stil krav til os. Vi laver en aftale om hvad og hvor meget der skal laves. Sig til hvis du har behov for pauser, hvis du bliver bange eller hvis det gør ondt. Bedøvelse er en selvfølge hvis du ønsker det.

Ca. 30% af den danske befolkning er nervøse eller bange for at gå til tandlægen. Du er altså ikke alene!

Vær derfor ikke flov over at være bange, men erkend din angst. Du kan også selv forberede dig til tandlægebesøget. Afspændingsøvelser kan være det rette for nogle. Musik kan også hjælpe (medbring eventuelt selv en mp3 afspiller med din favoritmusik på). Mød veludhvilet og afstresset - vælg morgen-/formiddagtider.

Her på klinikken gør vi meget ud af at behandle personer, der lider af denne angst. Og jeg har gennem årerne som praktiserende tandlæge behandlet mange patienter med tandlægeskræk.